Offentlig ret Print
Offentlige myndigheder og offentlig regulering påvirker enhver virksomheds drift og alle personers liv i større og større omfang. Alle vore klienter har således på et eller andet tidspunkt kontakt med ministerier, kommuner, styrelser, direktorater, nævn, klageinstanser og andre offentlige myndigheder vedrørende udstedelse af forvaltningsakter og beslutninger af ofte vidtrækkende betydning. Philip bistår i alle former for sager af offentligretlig karakter, og kontorets advokater har igennem årene oparbejdet en meget betydelig erfaring inden for netop dette kompetenceområde.
Vores rådgivning omfatter blandt andet følgende offentlige myndigheder og sagsområder:
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen: Alle former for sager vedrørende selskabsforhold.
SKAT, herunder de mange underliggende myndigheder såsom skattecentre, Hovedcentret, Ankecentret, Landsskatteretten, vurderingsnævn: Sager vedrørende alle skattemæssige forhold, herunder selskabs- og personligning, moms- og afgiftsforhold, offentlig ejendomsvurdering, bindende ligningssvar, bindende forhåndsbesked, omgørelse m.m.
Kommuner, regioner og ministerier: Sager vedrørende de pågældendes forvaltningsområder Fødevaremyndighederne og landbrugskommissioner: Sager vedrørende landbrugsmæssige tilladelser og fødevareproduktion.
Planmyndighederne: Sager vedrørende alle arealmæssige forhold herunder alle spørgsmål for Naturklagenævnet vedrørende fast ejendoms regulering herunder vedrørende skov-, land-, by- og naturforhold.
Ekspropriations- og taksationskommissioner: Sager vedrørende offentlige myndigheders indgreb over for klienters ejendomsret.
Datatilsynet: Sager vedrørende registerforhold og dataopbevaring.
Finanstilsynet: Sager vedrørende tilsynsforhold med den finansielle sektor.
Miljømyndighederne: Sager vedrørende alle former for miljøspørgsmål.
Politiet: Sager vedrørende våbentilladelser, bevillinger og andre administrative forhold, der behandles af politiet.
Konkurrencemyndighederne: Sager vedrørende alle konkurrenceretlige spørgsmål såvel i Danmark som i EU.
Patent- og Varemærkestyrelsen: Sager vedrørende registrering af patenter og varemærker.
Det Sociale Ankenævn: Sager om førtidspension mv.
Vi har en særligt omfattende erfaring i gennemførelse af ansøgnings- og klagesager over for offentlige myndigheder i relation til ekspropriation af fast ejendom. Forud for indlevering af ansøgninger eller klager for vores klienter fastlægger vi en ansøgnings- eller klagestrategi i forhold til den offentlige myndighed og vurderer muligheden for at få medhold i det administrative system. Vi bistår også med en eventuel efterfølgende domstolsbehandling, såfremt det administrative forløb ikke har givet det ønskede resultat.
Philip undersøger i alle sager løbende om offentlige myndigheders forvaltningsakter og beslutninger har den fornødne lovhjemmel, og om regler om god forvaltningsskik og god sagsbehandlingsskik er overholdt. Vi repræsenterer således ofte vore klienter i klagesager ved såvel Folketingets Ombudsmand som ved ministerierne, når reglerne ikke overholdes.