NyhederPrint

24-09-2009 Artikel

> Undgå at miste penge på dårlige betalere og skaf likviditet

Af: 
Morten Munch and Pia Just

I tider med faldende omsætning er det vigtigt at undgå yderligere tab, fordi virksomhedens kunder er dårlige betalere og udskyder betalinger til virksomheden for at skaffe længere kredit.

En fast inkassoprocedure, som bliver håndhævet, kan være med til at skabe respekt og tillid i kundeforhold, samtidig med at virksomhedens tab på dårlige kunder mindskes. Endvidere kan en hurtigere opfølgning på manglende betaling hurtigt medføre, at kunderne betaler til tiden, og at virksomheden dermed får forbedret likviditeten. Det er i denne forbindelse vigtigt på forhånd at have fastlagt proceduren for udsendelse af rykkerskrivelser, overgivelse af sager til advokat samt sørge for, at virksomhedens kunder har kendskab til virksomhedens inkassopolitik.

Fastlæggelse af inkassopolitik og -procedure

Allerede ved indgåelse af en aftale med en kunde er det vigtigt, at de rigtige informationer fremgår af f.eks. virksomhedens salgs- og leveringsbetingelser. Det er også meget vigtigt, at fakturaer indeholder en række oplysninger til kunderne.

Kunden skal således gøres opmærksom på, hvornår betalingen er forfalden, hvad rykkerproceduren er, hvornår en fordring overdrages til advokat til inkasso, samt hvordan fordringen forrentes.

Rykkerskrivelser og renter

Ud over at have en fast inkassopolitik kan det også svare sig at kende reglerne for opkrævning af rykkergebyrer samt forrentning af forfaldne krav. Eksempelvis kan der alene kræves et rykkergebyr på max. kr. 100, og kun 3 rykkerskrivelser må være gebyrbelagt, jf. rentelovens § 9b, stk. 1. Derudover kan der alene kræves rykkergebyrer, såfremt rykkerskrivelserne er sendt med mindst 10 dages mellemrum. Alle rykkerskrivelser bør indeholde følgende tekst: "Såfremt ovennævnte gæld ikke betales inden for 10 dage fra dato, må De forvente, at sagen overdrages til inkasso med yderligere omkostninger for Dem til følge".

Tilsvarende gælder der forskellige regler for forrentning af et krav, alt efter om kunden er privatperson eller erhvervsdrivende, og tidspunktet, der kan kræves renter fra, varierer, alt efter om forfaldsdagen er angivet på fakturaen, jf. rentelovens §§ 3 og 5. Privatpersoner kan ikke afkræves mere, end hvad der følger af rentelovens § 5, stk. 1, 2. pkt.

På fakturaer til erhvervsdrivende foreslår vi, at følgende tekst benyttes: "Ved manglende rettidig betaling til forfaldsdag vil der i overensstemmelse med vores almindelige betalingsbetingelser blive tillagt rente med x % pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen, indtil betaling sker."

På fakturaer til privatpersoner foreslår vi følgende tekst: "Ved manglende rettidig betaling til forfaldsdag vil der blive beregnet rente med den til enhver tid gældende rente efter rentelovens § 5, stk. 1, 2. pkt. (7% p.a. plus Nationalbankens officielle udlånsrente)."

Den forenklede inkassoprocedure

Den 1. januar 2005 blev det lettere at forfølge mindre krav ved domstolene, idet det blev muligt at forfølge krav på op til kr. 50.000 uden at skulle udtage stævning mod skyldner.

Den forenklede inkassoproces er særlig god i sager, hvor skyldner ikke forventes at komme med indsigelser mod kravet. Endvidere er der et minimum af sagsbehandling, da der som udgangspunkt ikke skal udarbejdes lange processkrifter, og der skal betales en mindre retsafgift.

Det anbefales, at virksomhedens inkassoprocedure løbende gennemgås af en advokat for at sikre, at denne er opdateret. Har jeres inkassoprocedure brug for en juridisk gennemgang, eller har I behov for assistance til inddrivelse af udestående krav, så kan Philip & Partnere være jer behjælpelig.
Ved spørgsmål eller ønske om uddybning kontakt da:

Partner Henning Hansen
E-mail: heh@philip.dk
Mob: 20 42 49 12

Advokatfuldmægtig Morten Munch
E-mail: mom@philip.dk
Mob: 28 96 98 68

Advokatfuldmægtig Pia Just
E-mail: pij@philip.dk
Tlf.: 20 13 67 58