NyhederPrint

24-09-2009 Artikel

> Digitalisering af litterære værker på Google

Af: 
Lisa Webster

Internetsøgemaskinen Google har i efteråret 2008 indgået en forligsaftale med en gruppe af amerikanske forfattere og forlæggere om digitalisering af litterære værker på Googles nettjeneste "Google Books". Forligsaftalen kan få indflydelse på danske rettighedshavere, og Google Books er endnu et eksempel på et medie, som den ophavsretlige lovgivning skal tilpasses.

Baggrund
Baggrunden for forligsaftalen var et søgsmål anlagt af amerikanske forfattere og forlæggere, der blandt andet havde gjort gældende, at Googles digitalisering og tilgængeliggørelse af ophavsretligt beskyttet litteratur på Google Books samt brug af uddrag af denne uden samtykke var en krænkelse af rettighedshavernes ophavsret.

Google Books er en søgetjeneste på internettet, der fungerer ved, at Google har digitaliseret bøger blandt andet fra amerikanske biblioteker og lagt disse på en digital database. Der skulle ifølge Google være over 7 mio. digitaliserede værker på 40 forskellige sprog i databasen.

Parterne i forligsaftalen nåede til enighed om, at Google kan digitalisere ophavsretligt beskyttet litteratur og tilgængeliggøre denne på Googles database mod en procentbetaling til rettighedshaverne. Bøger udgivet efter den 5. januar 2009 er ikke omfattet af forligsaftalen.

Herudover rummer forliget frister for rettighedshaveres udtrædelse og indsigelser mod forligsaftalen. Fristen for at træde ud eller for at gøre indsigelse mod forliget udløb i starten af september 2009. Anmodning fra rettighedshavere om kompensationsvederlag for Googles indskaninng af bøger skal være indgivet senest 5. januar 2010.

Ophavsretlige overvejelser
Det digitale medie Google Books og forligsaftalen giver anledning til flere ophavsretlige overvejelser, herunder grænserne for den ophavsretlige eneret. Indskanningen af beskyttede værker og upload til internettet er eksempler på problemstillinger i relation til den ophavsretlige eneret til at råde over et værk ved at fremstille eksemplarer heraf og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden. I denne sammenhæng kan det overvejes, om der bør gives licens til digitalisering og tilgængeliggørelse af litterære værker.

EU-kommissionen har i starten af indeværende måned haft Google Books til høring. EU-kommissionen mener, at der er behov for at se nærmere på, hvorvidt de europæiske ophavsretlige lovgivninger kan tilpasses den digitale tidsalder. Der skal også ses nærmere på, om der er udsigt til en fælles europæisk aftale med Google.

Hvilken indflydelse har forliget på danske rettighedshavere? Forligsaftalen er i et dansk perspektiv blandt andet interessant for så vidt angår danske rettighedshaveres muligheder for at sikre deres internet-rettigheder i USA. Forligsaftalen er nemlig ikke begrænset til amerikanske rettighedshavere. Aftalen kan også få indflydelse på rettighedshavere uden for USA, der er beskyttet af amerikansk ophavsret, og hvis værker er lagt ind på Googles database. Disse rettighedshavere kan kræve vederlag, og da Danmark har tiltrådt Bernerkonventionenen, er danske rettighedshavere ligeledes omfattet af forliget.

Forligsaftalen skal godkendes af amerikansk domstol
Forligsaftalen er ikke endeligt godkendt. Den 7. oktober 2009 skal forliget for retten i New York, USA, der skal tage stilling til forligets "fairness", herunder vurdere, om forliget er fair, tilstrækkeligt og rimeligt. Herefter kan der forhåbentligt drages endelige konklusioner på forligsaftalen.

Ved spørgsmål eller ønske om uddybning kontakt da:

Partner Peer B. Petersen
E-mail: pbp@philip.dk
Mobil: 40 74 74 50

Advokat Lisa Webster
E-mail: lwe@philip.dk
Mobil: 51 16 99 29