NyhederPrint

01-12-2009 Artikel

> Konkurrencelovgivning: Ny omsætningsbekendtgørelse

Af: 
Daniel K. Gottlieb

Den 1. september 2009 trådte en ny bekendtgørelse om beregning af omsætning i konkurrenceloven i kraft. Bekendtgørelsen erstatter den tidligere bekendtgørelse om beregning af omsætning i konkurrenceloven fra 2000. De gældende regler er blevet opdateret og præciseret på en række punkter, og bekendtgørelsen bringer de danske regler på linje med de tilsvarende EU-regler.

Ændringerne i omsætningsbekendtgørelsen indeholder en præcisering af, hvilken regnskabsperiode der skal anvendes ved beregning af omsætning i forhold til konkurrenceloven, og en præcisering af begreberne "koncern" og "joint venture". Endvidere er der sket en præcisering af, hvordan omsætningen beregnes i brancheforeninger, finansielle virksomheder og stat, kommuner og regioner.


Omsætningsbekendtgørelsens anvendelsesområde:

Den nye omsætningsbekendtgørelse indeholder ligesom den tidligere bekendtgørelse generelle regler om beregning af virksomheders omsætning i forhold til konkurrenceloven. Reglerne i omsætningsbekendtgørelsen anvendes i følgende tilfælde:

. Når det skal vurderes, om bagatelgrænserne i konkurrencelovens § 7 er overskredet. Bagatelgrænserne i konkurrencelovens § 7 er afgørende for, hvornår virksomheder m.v. lovligt kan indgå konkurrencebegrænsende aftaler eller samordne praksis med hinanden. Bagatelgrænsen finder dog under ingen omstændigheder anvendelse på konkurrencebegrænsende aftaler eller samordnet praksis, der vedrører f.eks. priser eller avancer.

. Når det skal vurderes, om en fusion eller en virksomhedsoverdragelse i bred forstand er anmeldelsespligtig efter konkurrenceloven. Såfremt visse tærskelværdier i konkurrencelovens § 12 er overskredet, skal en fusion/virksomhedsoverdragelse anmeldes til Konkurrencestyrelsen og efter omstændighederne godkendes af Konkurrencerådet.


Ændringerne:

Der er bl.a. ændringer på følgende punkter, idet det dog bemærkes, at begrebet omsætning i bekendtgørelsens forstand fortsat skal forstås som nettoomsætningen i forbindelse med den ordinære drift med fradrag af moms og andre skatter eller afgifter, der er direkte forbundet med en virksomheds salg. Omsætningsbegrebet kan variere alt afhængig af, hvilke områder de relevante virksomheder opererer inden for, jf. nedenfor.

Regnskab:

Det er blevet præciseret i den nye omsætningsbekendtgørelse, at omsætningen skal baseres på grundlag af det senest reviderede årsregnskab. Efter den tidligere bekendtgørelse skulle omsætningen blot opgøres som omsætningen i sidste regnskabsår.

Koncernbegrebet og joint ventures:

Når en virksomhed er en del af en koncern, skal hele koncernens omsætning medregnes, når virksomheden indgår aftaler, der kan være omfattet af konkurrenceloven. Det er derfor vigtigt at afgrænse, hvad der forstås ved begrebet "koncern" i bekendtgørelsens og dermed i konkurrencelovens forstand. Hvor der i den gamle omsætningsbekendtgørelse var henvist til aktieselskabslovens § 2 i forbindelse med begrebet dattervirksomhed, er det nu defineret, hvad der skal forstås ved en dattervirksomhed. Endvidere er begreberne "modervirksomhed", "søstervirksomhed" og "joint venture" blevet nærmere defineret.

Det er således med den nye omsætningsbekendtgørelse præciseret, hvilke tilknyttede virksomheders omsætning, herunder en præcisering af beregningen af omsætningen for joint ventures, der skal medregnes, når omsætningen skal gøres op, og det skal vurderes, om virksomheden overstiger de i konkurrenceloven gældende tærskelværdier.

Brancheforeninger m.v.:

Når brancheforeningers omsætning skal gøres op, er det blevet præciseret, at alle brancheforeningens medlemmers tilknyttede virksomheder og joint ventures i overensstemmelse med koncernbegrebet og joint venture-begrebet skal medtages, når det skal vurderes, om tærskeværdierne i konkurrencelovens § 7 er overskredet.

Finansielle virksomheder:

For forsikringsselskaber anvendes i stedet for det almindelige omsætningsbegreb, som beskrevet ovenfor, værdien af de tegnede bruttopræmier. Det er i forbindelse med den nye omsætningsbekendtgørelse blevet præciseret, hvad begrebet bruttopræmier omfatter.

For så vidt angår kreditinstitutter og andre finansielle virksomheder, anvendes i stedet for det almindelige omsætningsbegreb summen af renteindtægter og rentelignende indtægter, udbytte af aktier m.v., gebyrer og provisionsindtægter og driftsindtægter.

I forbindelse med den nye omsætningsbekendtgørelse er der for forsikringsselskaber, kreditinstitutter og andre finansielle virksomheder indført en henvisning til de til enhver tid gældende regnskabsregler udstedt af Finanstilsynet i forbindelse med beregningen af værdien af tegnede bruttopræmier og indtægter.

Endvidere er det for kreditinstitutters og andre finansielle virksomheders vedkommende indført, at omsætningen omfatter indtægter, der oppebæres af virksomhedens afdelinger eller filialer i Danmark.

Stat, kommuner og regioner:

For stat, kommuner og regioner, hvor der i stedet for det almindelige omsætningsbegreb anvendes de samlede bruttoudgifter til drift, er der sket præciseringer af teksten i omsætningsbekendtgørelsen, da det bl.a. nu hedder regioner i stedet for amtskommuner.

Omsætningsberegningen i forhold til konkurrenceloven har betydning for mange typer af aftaler, der ofte er grundlæggende for virksomheders indtjening. Det være sig f.eks. distributionsaftaler, franchiseaftaler, eneforhandleraftaler m.v. Det er i denne sammenhæng vigtigt at være opmærksom på, hvordan konkurrenceloven spiller ind på disse aftaler, idet aftalerne, f.eks. alene pga. at omsætningen ikke overskrider tærskelværdierne, kan være lovlige i konkurrencelovens forstand.

Ligeledes er det afgørende at have overblik over omsætningsberegningen i forbindelse med fusioner og virksomhedsoverdragelser i bred forstand, idet konkurrencemyndighedernes mellemkomst kan være en deal-breaker i sådanne aftaler.


Ved spørgsmål eller ønske om uddybning kontakt da:

Partner Jesper Rothe
E-mail: jer@philip.dk
Mobil: 40 52 96 60

Advokatfuldmægtig Daniel K. Gottlieb
E-mail: dkg@philip.dk
Mobil: 51 23 26 45