PHILIP

Der kan spares i skat ved at etablere sig som selvstændig i stedet for som almindelig ansat. Bliver man ikke godkendt som selvstændig, vil det have betydning for begge parter i kontraktsforholdet. På baggrund af en ny dom fra Højesteret giver vi et bud på, hvad der skal til for, at man bliver anerkendt som selvstændigt erhvervsdrivende.

En person drev et firma (A), der solgte rengøringsservice og rengøringsmidler på Fyn. Firmaet fungerede som uafhængig agent for en anden virksomhed (B), der drev rengøringsvirksomhed i Jylland. Det var spørgsmålet, om A reelt var selvstændig, eller om A i virkeligheden var ansat (som afdelingsleder på Fyn) af B.

Hvad talte for, at A var selvstændig?

A fik ingen fast betaling, men alene provision af sit salg. A havde ikke ret til provision, hvis ikke der blev solgt nogen produkter.

A var berettiget til at sælge andre end B's produkter, hvis bare der ikke blev solgt konkurrerende produkter.

A havde underskrevet ansættelsesaftaler med nogle rengøringspersoner.

A var ikke forpligtet til at møde på bestemte tidspunkter og var muligvis ikke underlagt konkrete instruktioner fra B.

Hvad talte for, at A var ansat?

Selvom der var adgang til at tage andre kunder ind, havde A faktisk kun B som kunde.

A fik sin provision udbetalt månedsvis.

A havde ret til 3 måneders opsigelsesvarsel.

Der var flere ansatte i A, men deres nettoløn (løn uden skat) blev udbetalt af
B, som bare modregnede i A's provision. De ansatte havde ikke nogen garanti for et minimum antal timer, så der var ikke nogen risiko forbundet med at have dem ansat.

Aftalerne med kunder blev indgået i B's navn. B sørgede også for at fakturere de kunder, som A havde indgået aftale med.

A ville ikke tabe penge i tilfælde af manglende opgaver, fordi A først skulle købe sine rengøringsprodukter hos B i forbindelse med hver enkelt opgave. A havde altså ikke noget varelager.

A var ikke momsregistreret.

Hvad sagde retten?

Retten sagde, at A reelt var ansat af B.

Der blev lagt vægt på, at aftalen mellem A og B var en løbende arbejdsydelse på den måde, at A's arbejde var en integreret del af B's samlede rengørings¬virksomhed.

Derudover blev der lagt vægt på, at A havde ret til en månedlig provisions¬betaling samt havde ret til et opsigelsesvarsel.

Og endelig sagde retten, at B var den egentlige arbejdsgiver for det personale, som A formelt havde ansat, fordi B netop betalte personalets løn.

Hvad betød afgørelsen?

Afgørelsen betød, at A skulle beskattes af sin provision som almindelig A-indkomst.

Men hvad der var mere alvorligt: B skulle have indeholdt A-skat af betalingerne til både A og det personale, som A formelt set havde haft ansat.

Og da B skulle have indset, at B reelt var arbejdsgiver over for A og A's ansatte, kom B til at hæfte for skatten af de ansattes løn.

Hvad betyder dommen mere generelt?

Der er grund til at være opmærksom, hvis man som B er en virksomhed, der indgår serviceaftaler med mindre firmaer.

Hvis det arbejde, som de mindre firmaer skal udføre, ligeså vel kunne have været udført af ansatte hos kunden (f.eks. outsourcing af bogholderi), er der grund til at være på vagt.

Og det gælder særligt, hvis det "udførende firma" ikke har andre kunder.

For hvis det udførende firma reelt er ansat af kunden, vil kunden meget let komme til at hæfte for skatten af betalingen til firmaet og af eventuelle betalinger til firmaets ansatte.

Vi anbefaler derfor en gennemgang af eventuelle serviceaftaler med mindre firmaer. Ved spørgsmål eller ønske om uddybning kontakt da:

Partner Thomas Frøbert
E-Mail: thf@philip.dk
Mobil: 28 96 49 69